Velkommen til 'Bachelorette', der denne gang foregår på Sicilien i Italien. Den romantiske scene er sat, når årets to bachelorettes, Sofie og Mie, for første gang møder de 16 mænd på den røde løber. Hvem giver det bedste førstehåndsindtryk?
Datingeventyret starter for begge kvinder med singledates. Sofie hopper i sadlen, skipper smalltalken og går hurtigt i dybden med snakke om ekser og børn. Imens bliver det hot, når Mie tager sin date med ud i de sicilianske vinmarker.
Til den første mingle er nerverne store, og albuerne spidse. Petra lægger ud med en overraskelse, men ikke alle når at få taletid inden roseceremonien, hvor drømmen om den store italienske forelskelse brister for mindst én bejler.
For både Sofie og Mie bliver det en overraskelse, hvem de skal på date med. Sofie håber på sød musik blandt sure citroner, mens Mie må undvære synssansen for at mærke, hvem der skal med videre til en kunstnerisk oplevelse.
Der bliver rykket grænser på begge kvinders dates. Mie springer ud, hvor hun ikke kan bunde, og Sofie udfordrer mændene til at give slip på dem selv.
Sofie og Mie får en hektisk mingle, hvor mange kræver deres opmærksomhed. Særligt én af mændene trænger til at lette sit hjerte, inden roserne skal uddeles.
Petra sætter mændene på skolebænken, når en gammel kending af 'Bachelorette' kommer ind i villaen og skruer op for flirten. Mens Mie kæmper mod sprogbarrierer for at få sin flirt i mål, inviterer Sofie mændene ind i sin grønne verden.
Den sicilianske sol bager, mens Mie kaster sig ud i en hed tango med tre bejlere, men kun én vinder hendes udelte opmærksomhed. Sofies date bruger ihærdigt sine nye flirtetricks og håber, at en fælles fremtid kan læses i håndfladen.
Sofie forventer initiativ fra mændene til dagens mingle. To mænd blotter deres inderste i et digt, men det ene bliver ikke modtaget som håbet og sår tvivl om følelserne. Og så er der langt fra roser nok til alle, når feltet skæres drastisk ned.
Der er fest i villaen. Mens én indtager dansegulvet, kæmper andre med både afvisning og stolthed. Meget er på spil, for kun fire mænd inviteres med til den eksklusive efterfest med de to bachelorettes.
Blandt mændene i villaen er der sårede følelser, for kun fire er særligt udvalgt til efterfest med Mie og Sofie. Her gælder det om at skrue helt op for flirten i håbet om at sikre sig en af de to nøgler til en eftertragtet overnatning.
Sofie og Mie bliver hurtigt revet tilbage til virkeligheden, og én af dem kæmper med at åbne op for flere relationer. Roseceremonien bliver derfor afgørende.
Sofie inviterer på gruppedate, hvor en indre rejse åbner op for både hjerter og tårekanaler. Mie tager på hot singledate, hvor olien skal flyde og kroppen nyde.
Mie tester nye relationer af med åbent sind og høje toner. En tålmodig bejler bliver endelig inviteret på en hurtig date med en nervøs Sofie.
Der kommer en del mere på menuen til sandhedsfrokosten for flere parter. Petra aflyser roseceremonien, men det er ingen garanti for en nat mere på Sicilien.
Dagen efter sandhedsfrokost tager Sofie ud og cruiser. Motoren driller, men flirten kører som smurt! Mie frister sin date med en intim privatforestilling.
Gruppedates står for døren! Mie søger svar i det spirituelle for at vælge mellem sine to mænd, og Sofie tester nerverne med et vildt adrenalinsus.
Mie skyder minglen i gang med at udfordre mændenes intentioner. Da roserne skal deles ud, kulminerer aftenen i et tårevædet farvel.
Svigerfamilien er landet på Sicilien, og mændene skruer helt op for både charmen og de store følelser i håbet om at sikre sig en eftertragtet belønning.
Dårlig samvittighed rammer villaen, da mændene indser, hvem de står i vejen for. Samtidig bliver der gået hårdt til den, når mormor og Melinda rister Mies date.
De eftertragtede familieroser uddeles og vækker glæde og misundelse. Mens Mie rykker tættere på sine favoritter, tager Sofie tilløb til en stor snak.
Sofie og Mie skruer op for flirten på deres dates, mens bekymringer ulmer i villaen: Er kvindernes favoritter allerede fundet, eller har alle stadig en chance?
Inden sidste roseceremoni må mændene steppe op. Hos Mie skal de dyste på ord, for én kan digte sig til en intim aften. Sofies gruppedate bliver en smule akavet.
Svære følelser overvælder kvinderne op til den sidste roseceremoni. Sofie må træffe et hårdt valg, og Mie betaler prisen for at åbne sit hjerte for flere.
Mie må se sin svære beslutning i øjnene og sige et rørende farvel, før hun kan give sig hen til de to mænd, der skal med på drømmedates.
Sofie svæver på en lyserød sky, indtil nervøsiteten rammer. Mie har arrangeret en tæt drømmedate, men hendes bejler hjemsøges af tanker om natten før.
Én rose tilbage. Et afgørende valg. Det sicilianske kærlighedseventyr kulminerer. Hvem tager Mie med hjem, og hvem må rejse alene hjem med et knust hjerte?
Hvad skete der, efter eventyret sluttede på Sicilien? Petra møder Mie og Sofie til en ærlig snak om livet og kærligheden efter den sidste rose.