Helikopterpiloterne er tilbage. Vi tager dig med helt ind i cockpittet, når Forsvarets mænd og kvinder sætter livet på spil for at redde andres. Vi er med på en af Danmarks farligste og mest actionfyldte arbejdspladser og er med, når piloter og reddere tager på missioner, der bestemt ikke er for sarte sjæle! Den store EH-101 redningshelikopter skal lynhurtigt rykke ud til to personer, der er fanget ude på åbent hav, fordi deres båd har fået motorstop. Det er et kapløb med tiden, for piloterne ved ikke om der er mennesker i det iskolde vand. Imens på basen i Karup er mandskabet på Fennec-helikopteren på vej ud for at hjælpe Politiet med at finde en 64-årig mand, der har været sporløst forsvundet i halvandet døgn. Eskadrillen fra Roskilde flyver ud til det store krydstogtsskib Color Magic, hvor en passager har fået akutte hjerteproblemer, og hurtigst muligt skal hejses op i helikopteren og flyves på hospitalet. Piloterne er på vagt døgnet rundt. De rykker ud på få minutter, når vi danskere er i fare. De hjælper, når politiet har brug for ekstra øjne i luften ved eftersøgninger af gerningsmænd eller forsvundne personer. De redder liv til lands, til vands og i luften.